Det kan jeg give et kort og bestemt svar på; nej!
Jeg vil gerne uddybe for jer, hvorfor vi har valgt at
gå igennem det her, i al hemmelighed.
Vi synes det er meget privat det at lave et barn og
noget man har sammen, mand og kone - kvinde og mand. Også selvom man er i
behandling!
Der kan selvfølgelig komme et tidspunkt hvor man synes
det hele bare er noget lort, rent ud sagt, og man har brug for nogen at snakke
med det om, fordi der intet sker. Så tager vi den derfra, for pt. Synes vi det
er fedt at have så stor en hemmelighed sammen, og der er indtil nu ingen der
fatter mistanke, af hvad vi ved af. J
Vi har det begge fint, er glade og positive. Vi er
endnu ikke kommet til et sted, hvor vi har haft svært ved at komme videre.
Selvfølgelig har det hele ikke været ’en dans på roser’, men så har vi haft
hinanden, og jeg har skrevet med nogle piger på nettet, som er i samme
situation som os. Og det hjælper! J
Jeg har altid glædet mig til at komme – ud af den blå
luft – og fortælle mine forældre at jeg er gravid. De bliver så glade! Ikke
mindst at skulle fortælle min svigermor, at hun skal være farmor for første
gang! Det bliver så fedt! Og det synes jeg ikke man kan på samme måde, som hvis
de ved man er i behandling.
Der er selvfølgelig nogen der alligevel ved det, det
kan man vist ikke komme helt udenom. Men min og kærestens chefer ved det og de
er begge meget forstående, som skrevet i et indlæg før. Derudover har jeg én
kollega der ved det, og kæresten lige så. J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar