Husker dagen som var det i går. Jeg var på job indtil lige over middag hvor jeg pakkede sammen og satte mig ud i bilen, med de vildeste sommerfugle i maven, men også med en kæmpe nervøsitet for det der ventede os liiige om lidt. Min kæreste var allerede i Dronninglund hos en kammerat, og vi mødtes ved klinikken.
Jeg kan huske så tydeligt at både læge og sygeplejerske smilede til mig og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte at jeg var ret sikker på der var liv, men samtidig mega bange for der ikke var og at jeg ikke som sådan havde døjet med kvalme eller andet. Jeg havde det faktisk godt! De sagde at de fleste de fik ind til scanning havde ligget foran toilettet siden de fik opkaldet om graviditeten og jeg er sikker på jeg blev ligbleg i hovedet.
Lægen skyndte sig at sige jeg skulle ligge mig op på briksen så jeg kunne blive scannet. Jeg lå og kiggede direkte op i loftet og holdte min kæreste i hånden. Jeg turde ikke kigge på skærmen! Lægen siger ret hurtigt til min kæreste, så du det? Kan du se det? Og så turde jeg godt at kigge med - for lige der på skærmen var der bare det fineste lille blinkende hjerte! Vi skulle være forældre.....til én lille baby.
Jeg husker alle datoerne for scanningerne i løbet af graviditeten og når vi når dem i løbet af året kan jeg nok ikke lade være at lave lignende indlæg. Det var bare så stort for mig at være gravid og jeg elskede tiden så meget og den betyder stadig så meget for mig. Nu har jeg min elskede søn i armene og intet har nogensinde være bedre og hvor er det fantastisk, men tiden under graviditeten vil altid være noget helt specielt <3 :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar