Undskyld stilheden på bloggen, men jeg har været syg. Og hvor er det egentlig bare forfærdeligt at være syg, når man er mor. Man kan jo ikke bare ligge og have ondt af sig selv, hvile og pleje sig selv.
Natten til Søndag var jeg oppe kl. 02.00 for at varme en flaske til Tristan og jeg havde så ondt i maven at jeg næsten ikke kunne gå. Jeg ringede til min kæreste, som var til 30 års fødselsdag, for at spørge om han evt. var på vej hjem. Det var han ikke, for dem han skulle dele en taxa med ville ikke hjem endnu. Jeg lagde på og ringede mine forældre op, som stod her i løbet af 5-8 min.
Min mor var straks klar over jeg skulle til vagtlægen, så hun ringede derind og hjalp mig i tøjet. Min far blev hos Tristan. Dommen var underlivsbetændelse!
Jeg skulle på en 3-dags antibiotika kur og fik at vide jeg skulle hvile og slappe af. Det er bare lidt svært med en dreng på 4½ mdr. og en kæreste med tømmermænd, der var hjemme kl 5. Jeg selv kom hjem fra vagtlægen og lå i min seng kl. 04.30.
Mandag kom min mor heldigvis og aflastede mig og jeg kunne hoppe i et dejligt bad og bare sidde i sofaen og slappe af imens hun var der 100% for Tristan indtil han skulle sove sin lur.
Tirsdag var jeg nogenlunde på toppen igen, sådan næsten ihvertfald, og så kommer kæresten til skade og mega forstuver sin fod og så måtte min mor endnu engang smide hvad hun havde i hænderne for at køre ham til vagtlægen og skadestuen - så kunne jeg jo godt regne ud hvordan de næste mange dage ville se ud, for nu skulle jeg bare være 100% på mht. Tristan.
Som mor tror jeg bare man har nogle særlige evner af en art. Man tilsidesætter sig selv og sine behov for at varetage den bedste omsorg for sine børn, også selvom man egentlig burde slappe af og tænke lidt på sit eget ve og vel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar