onsdag den 22. januar 2014

Fødselsberetning

Onsdag den 15/1 omkring kl. 15 mærker jeg de første veer. De var meget blide og sad i underlivet - de kom med 10 min. interval. 

Jeg lå bare på sofaen og slappede af og kæresten spillede PlayStation og spurgte mig ofte om der var noget galt fordi jeg var lidt mut/stille. Jeg havde ikke sagt at jeg troede der var noget igang, men til sidst måtte jeg sige til ham at jeg altså troede jeg havde veer og så begyndte de faktisk at tage lidt til. 

Kl 17.30 begyndte jeg at tage tid på dem med en ve-app og der var nu ca. 6 min interval i gennemsnit. Vi blev enige om at kæresten skulle køre ud til vores vennepar, med vores hund, da de skulle passe ham under fødslen og imens vi var på patienthotel. Imens han er afsted, pakker jeg de sidste småting vi manglede så alt var klar til når vi skulle ud af døren. Veerne kom hyppigere imens jeg pakkede. 
Da kæresten kom hjem besluttede vi os for at få tingene ud i bilen, så vi ikke skulle spekulere på det når vi engang skulle afsted. 

Jeg har lige fra start sagt at jeg ikke ønskede at komme for tidligt på fødegangen og risikere at blive sendt hjem. Bare tanken om køreturen frem og tilbage, kunne slå mig ud til trods for det kun tager 10-15 min at komme til fg ;-) 

Da kl. bliver 20.50 får jeg 3 veer lige oveni hinanden og beder kæresten ringe til fg. De ville dog ikke tale med ham, men med mig og gudskelov fik jeg kun en ve under samtalen. 
Det var en halv-ældre jm jeg fik fat på og som sagde at vi da godt kunne komme ind til et tjek, men at det jo ikke var sikkert der var sket det store. Hun foreslog også en tur under bruseren, og jeg kunne godt fornemme at hun ikke mente det var heeelt så nødvendigt med et tjek endnu, men vi endte med at aftale at jeg hoppede under bruseren og derefter ville vi komme ind. 
Det var skønt at stå under det rindende varme vand! Da det var sluppet op hjalp kæresten mig i tøjet og der var nu ca. 4 min mellem veerne. 

På køreturen til fg nåede jeg at få 3 veer og det var ulideligt i bilen, til trods for jeg havde undladt at tage sele på så jeg bedre kunne ændre stilling. Fik også en del på turen fra bilen og op til fg. 

Endelig kom vi frem og blev anvist til modtagerstuen hvor jeg startede med at få målt bt og lave en urinprøve - her opdager jeg tegnblødning. JM Lærke skulle undersøge mig og jeg var 5 cm åben (Yay!!!) og fik klyx. 
Herefter kom vi på fødestue, med badekar, da jeg synes det varme vand hjemmefra havde været skønt. Dog skulle det vise sig at der er stor forskel på badekar og bruser - jeg kunne slet ikke mærke lindring i forbindelse med veerne, eller finde ro under dem, tværtimod! Så kl. 23.30 kommer jeg op og der har været vagtskifte så Jm Anette er nu hos os. (Samme jm der den 14/1 tilså mig da jeg var til tjek på fg pga for højt bt og utilpashed) 
Jeg bliver undersøgt og er 6-7 cm åben, får sat CTG på og beder om en epidural. Veerne var så grumme, og meget værre end da vi kom derind. Jeg får hele vejen igennem stor ros for min vejrtrækning under veerne.

Kl. 00.10 kommer anæstesien på stuen og kl. 00.45 er epiduralen anlagt. Vi får lov at hvile i en times tid, hvor jeg ikke kan mærke veerne overhovedet, og  kl. 02.20 tages vandet, da der ikke rigtig sker nogle fremskridt og det aftales at vi ser tiden an en time for at se om det hjælper. 
Kl 03.30 bliver der sat ve-drop op da det heller ikke hjalp at vandet blev taget, og epiduralen slukkes. Omkring kl. 04.20 begynder jeg at kunne mærke veerne igen, som kraftige plukveer, og de bliver stærkere og stærkere da epiduralen er ved at have sluppet min krop. 
Kl. 05.20 får lillemanden påsat elektrode  på hovedet, da hans hjerterytme falder en del under veerne, og jeg bliver bedt om at bruge iltmaske under hver ve. Jeg bliver hurtigt glad for masken under veerne da det får mig til at koncentrere mig kraftigt om at trække vejret roligt. Veerne er efterhånden godt slemme igen, men meget lettere at komme igennem i forhold til da jeg var i badekar og inden epiduralen. Jeg får flere gange at vide af Jm at jeg gerne må ligge masken da lillemanden har det super fint igen, men jeg nægter, hvilket er helt ok ;-) Den maske blev min bedste ven! 

Kl. 6.40 begynder det at presse godt nedad til, men lillemanden står en smule skævt, så må ikke presse endnu. Kl. 7.00 må jeg presse med og kl 07.30 er stuen fyldt med mennesker! Lillemandens hjertelyd er kraftigt påvirket og retter sig ikke, så jeg får at vide at han skal ud og det er nu! Jeg får at vide de vil ligge et klip og hvis det ikke har gavnlig effekt skal han tages med cup, hvilket er noget jeg har frygtet virkelig meget skulle ske. Jeg giver derfor alt hvad jeg har, efter de har lagt klippet og fremprovokeret en ve, med det resultat at hoved og krop fødes i en presseve kl 7.42

Han skriger med det samme og kommer op på mit bryst <3 kæresten og jeg kigger på hinanden og stortudede begge to - det var så vildt at han endelig var ved os, ham vi har kæmpet sådan for! 

I og med det pludselig gik så stærkt, går jeg mere i stykker end bare klippet, så der kom en læge og tilså mig og der var tale om om jeg skulle på operationsgangen og syes, men gudskelov klarede de den på fg. Jeg blev syet i to timer, alt imens jeg lå og beundrede min dejlige søn. 

Han vejede 3230 gram og målte 50 cm. Han tabte sig til 3010 gram, men er nu 6 dage gammel oppe på 3350 gram og 52 cm. 

2 kommentarer:

  1. Ååårh, hvor er han bare cute!!!
    Kæmpe tillykke :) Håber dronninglund snart laver sådan én til mig også.

    Kh MT

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak <3
      Jeg håber også snart I har heldet med jer og står med to fine streger..

      Slet