At fortælle chefen det

Puha! Hvor har der kørt mange tanker rundt i mit hovede, om det at skulle fortælle chefen, hvad vi skal igennem.

Jeg besluttede mig egentlig for, at han skulle vide det rimelig hurtigt, så jeg - forhåbentlig - kunne få lidt ro på i min mave :) Men jeg kunne ikke lige se for mig, hvordan jeg skulle få det fortalt.

Min chef er rimelig ung, og har tit gået og dasket til mig og sagt "Hvad'så, skal I ikke snart have børn?" - hvortil jeg gang på gang bare har skudt det væk og sagt, naaahj vi har ikke så travlt!

Nå, men et par dage efter vi have fået brev om datoen for første samtale ang. behandling, kom min chef og sagde han lige skulle snakke med mig, og jeg tænkte at nu blev jeg nødt til at gribe chancen og så fortælle ham det hele.
Jeg hørte virkelig ikke ret meget af det han skulle snakke med mig om, for jeg stod bare og spekulerede på hvordan jeg skulle sige det til ham! Da han var færdig og egentlig gjorde tegn til at gå ind igen (vi stod udenfor) sagde jeg, at jeg egentlig også havde noget, at snakke med ham om.
Jeg startede således ud, og ihh hvor kunne man høre på min stemme jeg var nervøs, ja og ked af det: "Du har jo så tit gået og spurgt indtil det med børn osv, (han kigger på mig og smiler) og nej, jeg er ikke gravid. MEN vi har forsøgt i et års tid, og det kan ikke lade sig gøre, uden vi skal have hjælp!"

Han var simpelthen SÅ sød og forstående og jeg tror vi stod og snakkede i 15 min. om det vi skal igennem og han fortalte om nogle han kendte der også havde fået hjælp, og at han synes det var fedt man havde den mulighed. Han tog det bare så flot, og jeg kan mærke at jeg (vi) har hans støtte 110%. Så der var jo slet ingen grund til at være så nervøs :)

Kæresten har også 110% støtte fra hans job.