lørdag den 27. april 2013

Klinikken ringede ikke!!!

Det var den længste time ever! Jeg fik det fysisk dårligt af at sidde og kigge på min telefon i en hel time og håbe at den IKKE ville ringe, og det gjorde den heller ikke :-D 
Jeg kunne slet ikke forstå det, og noget inde i mig holdte også glæden en lille smule tilbage, for hvad nu hvis der kom en dårlig nyhed til os når vi kom op på klinikken? Puha, jeg var nervøs da vi sad i venteværelset.

Men min frygt blev gjort til skamme!! Sådan rigtig for alvor.. Begge mine to iglo æg havde overlevet og var klar til at blive lagt op. Jeg var så overvældet af glæde og kunne næsten ikke tro det var sandt. Ikke nok med det, så blev begge æg rost til skyerne af både laborant, læge og sygeplejerske.

Da de blev frosset ned var de henholdsvis 4 og 8 cellet, og imorges havde de delt sig så der var et 8 cellet og et 11 cellet. Inden de blev lagt op fik vi lov at se dem, og der kunne de ikke længere tælle hvor mange celler der var da de havde formeret sig endnu mere. :-D 

Det er så fantastisk og nu håber vi bare at minimum et af dem sætter dig fast! Så hvis du læser med, så kryds endelig fingre for os.. 


Jeg er SÅ klar til at ligge foran toiletkummen i 3 mdr. Bring it on!! ;-)


fredag den 26. april 2013

Optøningen

Så er det i dag vores to små iglobasser bliver hentet op af fryseren. Jeg er så utrolig spændt på imorgen, og jeg har sommerfugle i maven og får et sug i maven hver gang jeg tænker på det.
Jeg håber så inderligt at bare ét af æggene overlever og kan ligges op! Alle mine positive tanker vil i dag gå til mine så iglo æg!

Til alle jer der læser med, har jeg virkelig brug for jeres krydsede fingre og håb på at vi ikke bliver ringet op imorgen tidlig imellem 8.00 og 9.00!

torsdag den 25. april 2013

Oplægningen lørdag

Lægen der skal ligge æg op på lørdag - hvis de overlever vel at mærke - er også hende der har taget dem ud ved begge forsøg, og lagde æg tilbage første gang.

Hun er sikkert helt vildt dygtig, og jeg er ikke i tvivl om hun kan sit job, men jeg bryder mig virkelig ikke om hende :-(
Det er også en af de ting der gør, at jeg er super nervøs for på lørdag. Jeg ville sådan ønske at det var en af de to andre læger der er deroppe, og som jeg rigtig godt kan lide, der skulle "have æren" denne gang, af at lægge æg op. Men jeg kan desværre bare ikke gøre så meget ved det, andet end at håbe på hun ved hvad hun laver - og selvfølgelig ved hun det, ellers var hun jo ikke ansat der. Men alligevel.. Jeg har bare en dårlig fornemmelse når det er hende!! ØV

onsdag den 24. april 2013

Ægløsning!!

Ja for pokker jeg kan mærke den.

Det føles som menstruationssmerter, og jeg har aldrig oplevet den så slem før. Heller ikke de andre gange hvor jeg har taget Ovitrelle - men der har der jo så også været en æg udtagning, der ville svare til at det var i dag.

Jeg har ondt/murren i lænden, og lidt ned i mine ben :( Og vi når faktisk ikke at gøre så meget ved det selv, da vi begge var totalt bumpet i går - det er skide ærgerligt, virkelig! Men der er bare ikke noget at gøre ved det. Nu er det jo desværre for sent.

Jeg orker ikke mere "pligt-sex", for det har det altså nogen gange været, fordi man vidste det var lige omkring ægløsning. Det skal være slut, og nu gør vi det fordi vi har lyst!

tirsdag den 23. april 2013

Vi kan lige så godt gøre et forsøg selv

Jeg tog jo ægløsningssprøjten i aftes kl. 21.00, dvs. jeg har ægløsning 36 timer der efter.

Kæresten og jeg er blevet enige om, at vi da lige så godt kan give det et forsøg selv og se om vi kan "ramme ægløsningen". Det er der jo ingen der har sagt til os vi ikke må ;-)

Jeg har stadig brug for jeres krydsede fingre derude.....

mandag den 22. april 2013

Kryds fingre!!

Så var jeg til sidste scanning. Den viste et fint æg på hele 18 mm, så det er vokset godt siden i Fredags :) Så indtil videre hedder det ægoplægning på lørdag kl. 11.30, og så skal jeg tage ovitrelle (ægløsningssprøjten) i aften kl. 21.00.

Jeg er MEGET nervøs og bange for at de ringer igen denne gang. Hvis ikke æggene overlever optøningen ringer de til os imellem kl. 08.00 og 09.00 på lørdag. 
Denne gang står jeg op kl. 08.00, så jeg er vågen og "klar" i hovedet hvis de ringer. Sidste gang lå jeg jo og sov da min telefon lige pludselig ringede, og det var ikke en sjov måde at vågne på.

Tiden må meget gerne gå STÆRKT lige nu, for nerverne sidder godt nok uden på tøjet. Vi har meget brug for alle de krydsede fingre vi kan få, så hvis du læser med så send os en tanke på lørdag og kryds fingre for os.....

lørdag den 20. april 2013

Andres erfaringer med fryseæg

Jeg har siddet og søgt lidt viden på diverse baby-forums ang. brugen af fryseæg. Man kommer godt nok til at læse mange forskellige historier omkring det, dog er de fleste heldigvis positive!
Jeg har nu læst om mange hvor de fleste af deres æg har overlevet optøningen. Faktisk har jeg ikke læst om særlig mange hvor der ikke var baret ét æg der overlevede, og dét i sig selv er jo fantastisk.

Jeg faldt over en bruger på et baby-forum der skrev dette:
 
Min læge mente, at det hos nogle kvinder er lettere at blive gravid efter fryseforsøg, da det kan være svært både at modne æg optimalt og lave en optimal slimhinde i samme cyklus (som ved et friskt forsøg). Har også kun hørt at hvis æggene overlever optøningen er der lige så gode chancer som ved friske ÆO.


 ....og det er da fantastisk læsning, og sød musik i mine ører :) Og egentlig synes jeg også at det lyder ret logisk. Jeg håber det er en teori vi kan være med til at bekræfte om et par uger.

fredag den 19. april 2013

Scanning overstået

Så har jeg været til scanning på klinikken.

Det var en tur med mange følelser denne gang, og jeg sagde til min kæreste da vi gik op af trapperne til afdelingen, at jeg havde mest lyst til at vende om og løbe min vej!
Jeg tror det er grundet alt det der skete i sidste forsøg, og grundet første gang vi ville have brugt vores fryseæg, (i november) hvor vi blev fejlinformeret. Jeg havde en knude i maven!

Nå, men jeg løb jo selvfølgelig ikke væk ;o) Vi kom ind til den læge jeg allerhelst ville ind til, og det var rart. Hun kiggede hurtigt min journal igennem, og konstaterede at æggene vi havde i fryseren var fra vores første ICSI forsøg. Jeg nikkede og sagde at der jo ikke var nogle æg sidste gang. Og da jeg havde sagt det, måtte jeg lige synke en ekstra gang, for lige pludselig pressede tårene sig bare på, og jeg kunne havde givet mig til at tude!
Jeg er jo egentlig kommet over det, men det at være på klinikken igen, var bare ret hårdt fandt jeg ud af, da jeg forbandt det med sidste forsøg. Lægen og sygeplejersken kunne god mærke på mig at vi ikke lige skulle tale mere om det lige der, så jeg gik ind og gjorde mig klar til scanningen.

Mit æg var "kun" 12 mm. og min slimhinde var 5,3. Tallene passer i og for sig fint sammen, men vi kunne konstaterer, at min cyklus denne gang i hvert fald ikke ville være 28 dage. :-(
Jeg skal derfor scannes igen på mandag, og hvis alt er som det skal være der, skal jeg tage ovitrelle mandag aften, og så skal jeg havde lagt fryseæg op lørdag den 27.

onsdag den 17. april 2013

Hvor god kvalitet er æggene i virkeligheden?

Man gør sig jo en masse tanker op til hver evig eneste forsøg, og dette er ingen undtagelse, og slet ikke nu da det er noget vi aldrig har prøvet før, det vi skal igennem.

Ved sidste ICSI havde vi jo ingen æg til oplægning, fordi de ikke delte sig. Æggene var simpelthen af meget dårlig kvalitet, og det skyldes åbenbart Gonal-f som jeg ikke reagere korrekt på.
Jeg fik af lægen at vide, at det heller ikke havde set for godt ud i mit første forsøg, men der var trods alt et til oplægning og to til fryseren.


Nu kan jeg bare blive i tvivl om hvor vidt æggene også ér gode nok?! Jeg bliver helt nervøs for at de kun har været "nogenlunde" men man har valgt at forsøge at fryse dem ned? Men på den anden side, vil de vel kun fryse "super-æggene" ned?? Jeg er lidt forvirret lige nu tror jeg.. :-)

tirsdag den 16. april 2013

Et eller to æg?

Da vi har to æg på frys, bliver de begge to taget op da de ligger i samme strå. Muligheden for at de begge overlever optøningen er der, og hvad så?

Jeg tror at vi har besluttet os for at få lagt dem begge op, hvis de overlever, og klinikken vil være med til det. Jeg vil simpelthen ikke turde risikerer kun at få lagt et op, og så smide det andet ud. Tænk nu hvis det man smider ud er det gode æg som ville have sat sig fast? Jeg ved godt at man aldrig ville finde ud af det, men tanken er der stadig, og det ville jeg simpelthen ikke kunne bære.

Ved at få lagt to æg op, er chancen/risikoen der også for at de begge sætter sig fast, og man så skal have tvillinger. Grunden til jeg vælger både at skrive chancen og risikoen, er fordi jeg egentlig umiddelbart ikke ønsker tvillinger. Men igen, "må man tage hvad man kan få" - GROFT SAGT! Og skulle det ende ud i en tvillingegraviditet, så er det bare meningen med det hele, og så er det sådan det er! <3 :-)

Storken er landet i Nordjylland

............ og det har jo egentlig ikke noget med noget at gøre, men suk! Føler ligesom den har glemt mig..

mandag den 15. april 2013

Hvad er risikoen for de ikke overlever?

Jeg har siddet og læst lidt rundt på nettet, og chancen for at vores æg overlever nedfrysning OG efterfølgende optøning er 60%. Det er alligevel mere end jeg troede og havde turde håbe på.

Dog er der kun 15% chance for graviditet med fryseæg, hvilket jeg synes er meget lille. Jeg håber det bedste for os - synes snart vi har fortjent noget medgang!

søndag den 14. april 2013

Scanning på fredag


Så er der mindre end en uge til den første scanning.
 
Jeg har ikke de vilde forventninger, udover at jeg selvfølgelig håber at det hele ser ud som det skal, og at der er et fint stort æg :-) Jeg er dog lidt nervøs for at det ender med minimum en til scanning, før de kan sætte dato på for ÆO.

Vi har jo valgt at bruge vores fryseæg denne gang, og det ved jeg egentlig ikke så forfærdelig meget om må jeg indrømme. De næste par dage har jeg tænkt mig at bruge på at læse lidt mere om det, og om andres erfaringer/historier om sådanne et forløb.
Jeg ved bare med mig selv, at jeg lige pt. et fuldstændig afklaret med at risikoen for at vores æg ikke overlever optøningen er der. Hvor stor chancen er for overlevende æg, vil jeg også undersøge en af de nærmeste dage. :-)
Og hvis de ikke overlever, jamen så kan vi heldigvis melde os til et nyt ICSI forsøg med det samme jeg får min mens. På denne måde, når vi ikke at få en pause, men fortsætter nærmest bare direkte til et ICSI forsøg. :-)

mandag den 8. april 2013

41 dage

Så lang var min cyklus denne gang. Jeg var virkelig begyndt at bekymre mig, fordi min mens den bare ikke kom, og jeg havde INGEN tegn på noget som helst. Hverken mens eller graviditet.

Graviditet havde jeg overhovedet heller ikke i tankerne, som skrevet tidligere. Men i dag, valgte den så endelig at komme! Så nu er vi meldt til et nyt forsøg, denne gang med vores to fryseæg.

Jeg har fået tid til scanning Fredag den 19. april. Er meget spændt på dette forsøg, og håber noget så inderligt, at æggene overlevet optøningen!

torsdag den 4. april 2013

Et lille pip

Hej alle sammen

Jeg véd det er længe siden jeg har opdateret jer herinde, men jeg har bare haft brug for en lang pause og oven i det, har vi haft så mange ting at se til :-)

Men nu vil jeg starte lidt op igen, efter en lang pause som jeg har nydt til fulde!

Jeg går i disse dage og venter på min mens. Egentlig skulle den være kommer i Onsdags, altså for 8 dage siden, men efter forrige forsøg, gik jeg 9 dage "over tid" med denne mens, så jeg forventer den egentlig først imorgen.
Dog har jeg ingen tegn på den er på vej, overhovedet. En graviditet har strejfet mine tanker, men det tvivler jeg nu på er det der er årsagen til den manglende mens. Kæresten og jeg har nemlig ikke været sammen ret meget mere end 4-5 gange, hvor de sidste 2 gange er indenfor de sidste 3 dage. Og de første 2-3 gange har været med en uges mellemrum ca. så jeg tvivler på det kan have først noget som helst med sig. Jeg er jo heller ikke klar over hvornår jeg har haft min ÆL, men hvis jeg havde den på det tidspunkt hvor jeg egentlig havde lidt murren i lænden, så sexede vi ikke rigtigt der omkring, så vidt jeg husker.

Så! Nu må den bare gerne vise sig, så jeg kan ringe på klinikken og tilmelde os til et fryseforsøg! :)