At fortælle chefen det

Puha! Hvor har der kørt mange tanker rundt i mit hovede, om det at skulle fortælle chefen, hvad vi skal igennem.

Jeg besluttede mig egentlig for, at han skulle vide det rimelig hurtigt, så jeg - forhåbentlig - kunne få lidt ro på i min mave :) Men jeg kunne ikke lige se for mig, hvordan jeg skulle få det fortalt.

Min chef er rimelig ung, og har tit gået og dasket til mig og sagt "Hvad'så, skal I ikke snart have børn?" - hvortil jeg gang på gang bare har skudt det væk og sagt, naaahj vi har ikke så travlt!

Nå, men et par dage efter vi have fået brev om datoen for første samtale ang. behandling, kom min chef og sagde han lige skulle snakke med mig, og jeg tænkte at nu blev jeg nødt til at gribe chancen og så fortælle ham det hele.
Jeg hørte virkelig ikke ret meget af det han skulle snakke med mig om, for jeg stod bare og spekulerede på hvordan jeg skulle sige det til ham! Da han var færdig og egentlig gjorde tegn til at gå ind igen (vi stod udenfor) sagde jeg, at jeg egentlig også havde noget, at snakke med ham om.
Jeg startede således ud, og ihh hvor kunne man høre på min stemme jeg var nervøs, ja og ked af det: "Du har jo så tit gået og spurgt indtil det med børn osv, (han kigger på mig og smiler) og nej, jeg er ikke gravid. MEN vi har forsøgt i et års tid, og det kan ikke lade sig gøre, uden vi skal have hjælp!"

Han var simpelthen SÅ sød og forstående og jeg tror vi stod og snakkede i 15 min. om det vi skal igennem og han fortalte om nogle han kendte der også havde fået hjælp, og at han synes det var fedt man havde den mulighed. Han tog det bare så flot, og jeg kan mærke at jeg (vi) har hans støtte 110%. Så der var jo slet ingen grund til at være så nervøs :)

Kæresten har også 110% støtte fra hans job.

Når man så gerne vil.....

........have den baby!

Hvor er det hårdt når alle omkring en bliver gravide, især når det er ens veninder :-( Tanken om at vi kunne have været gravide eller have haft en lille baby hos os nu, hvis bare vi kunne selv, er en hård tanke.. Så hård :'(
Misundelse er en grim ting, i know! Men jeg er misundelig, noget så grusomt. Det er så pisse hårdt at være dem der ikke kan, og lige pt. har jeg svært ved at være glade på min veninde og hendes mands vegne - jeg ved det er ondt, men jeg kan ikke gøre for det....
Jeg skal bare have nogle timer/dage til at vænne mig til tanken, så er jeg god igen. Men shit det er hårdt mens det står på. Jeg er selvfølgelig glade på deres vegne og det viser jeg også overfor dem at jeg er, men når jeg så er alene/hjemme er jeg bare så ked.
Nok mest at alt fordi jeg jo også vil..

Jeg synes virkelig vi fortjener, at det snart er vores tur. Synes bare at "vores tur" ligger så langt ude i fremtiden, trods der kun er 1 1/2 månede til første samtale.
Øv, hvor er jeg ked idag... :-(

Lidt info omkring den behandling vi skal igennem

Vi fik jo brev den anden dag, hvori der stod at vi skulle starte direkte i reagensglasbehandling (ICSI)

Reagensglasbehandling kaldes også for IVF. Ved en sådan behandling sker befrugtningen uden for kroppen, og derefter føres de befrugtede æg tilbage til kvindens underliv.
Kort fortalt, bliver de modne æg i kvindens æggestokke suget ud , for derefter at blive befrugtet i en skål i laboratoriet. Efter 2-3 dage lægges ét eller to æg tilbage i kvindens livmoder. Er der flere gode æg, kan disse fryses ned til senere brug.

ICSI betyder mikroinsemination og er den behandling vi skal igennem. Det er en relativt ny behandlingsmetode (kendt siden 1994), som der igennem de sidste 4-5 år har været brugt mere og mere, på grund af de gode resultater ved selv yderst dårlig sædkvalitet.
Princippet ved ICSI-metoden er, at man efter ægudtagningen - i forbindelse med normal IVF-behandling - befrugter de udtagne æg ved, at en enkelt udvalgt sædcelle bliver ført helt ind i æggets indre ved hjælp af en glaspipette, uden at skade æggets struktur i øvrigt.

IVF behandling er den behandling der giver størst chance for graviditet. Chancen for at blive gravid efter IVF behandling er ca. 40% per behandling, afhængig af alder :)

En behandling består af flere faser:

• En indledende hormonbehandling der sikrer, at æggestokkene modner flere æg end det ene der normant udvikles.
• Ægmodningen følges med scanninger for at bestemme det rette tidspunkt for ægudtagningen.
• Ægudtagningen forgår ambulant. Under samtidig scanning føres en tynd kanyle gennem skedevæggen ind  i æggestokkene og ind i ægblærerne, og væsken heri suges ud. (denne indeholder ægget)
• Ved samme lejlighed aflevere manden en sædprøve, der oprenses i laboratoriet. Æg og sædceller føres sammen for at befrugtningen kan ske.
• Efter 2-3 døgn konstateres der hvilke æg, der er befrugtede. Det bedste æg kan herefter lægges op i livmoderen. I enkelte tilfælde råder de til oplægning af to æg.
• 14 dage efter konstateres der via en blodprøve, om der er indtrådt graviditet.

Medicinen:

• Næsespray, som man starter med efter første konsultation med 3 pust dagligt. Næsesprayen bevirker, at kvindens eget kontrolsystem "kobles ud" i en kortvarig periode.
• Hormonindsprøjtninger startes på et aftalt tidspunkt. Disse stimulere væksten af ægblærer i æggestokkene.
• Indsprøjtning af "hCG" også kaldet Pregnyl eller Ovitrelle. Denne behandling startes op 34-36 timer før ægudtagningen, og tages for at slutmodne æggene.
• Opstart på Crinone efter ægoplægning. Denne medicin giver ægget gode betingelser for at fætne sig i livmoderenslimhinden. Denne behandling fortsætter i 15 dage.  

Dato for samtale ang. behandling

I brevet vi fik den 4. Juli stod der at vi skulle møde til samtale på fertilitetsklinikken den 23. august 2012. På dette tidspunkt er vi på ferie, så jeg fik kæresten til at kontakte dem og spørge om ikke de kunne nå at tage os i næste uge. De holder nemlig ferielukket i ugerne 29 + 30 + 31 og min kæreste og jeg holder ferie i ugerne 32 + 33 + 34 og er bortrejst alle ugerne.
Det kunne ikke lade sig gøre, (ØV ØV og atter ØV!) så vi skal derfor først derop den 30. august kl. 13.30.


Siden vi fik brevet har jeg været meget nedtrykt og ked af det. Det er først nu gået op for mig, hvad der egentlig skal ske, og hvad vi skal igennem. Vi kan ikke lave vores ønskebaby naturligt, og nu skal vi ligge vores skæbne i hænderne på en læge.
Jeg har brugt både Torsdag og Fredag på at skrive med nogle super fantastiske piger på nettet, og kæresten og jeg fik også en utrolig god snak om hele situationen. Det har hjulpet mig så utrolig meget, og nu kan jeg ligefrem mærke at jeg glæder mig til det vi skal igennem, trods det bliver utrolig hårdt.
Det er også underligt at sige at jeg glæder mig, men jeg har bare en følelse af ro inde i min krop lige nu, og det er super dejligt. Jeg er sikker på at lægerne på klinikken er der for os, og vil hjælpe os så godt som de overhovedet kan.

En fortælling om vores forløb indtil nu

Det hele startede Torsdag den 5. Maj 2011. Min kæreste var klar, og han ville gerne have børn med mig. Jeg blev ovenud lykkelig, for jeg havde været klar i 1½ år. Jeg var på dette tidspunkt lige fyldt 22 år. Jeg smed mine p-piller og vi gik i gang med projekt baby, et lille ønskebarn.

Min cyklus har fra starten egentlig været meget regelmæssig og lå omkring de 28-30 dage. En månede nåede jeg cyklusdag 30, 31 og 32. Min mens kom ikke, og jeg testede, men den var negativ. ØV! Det skulle vise sig at den bare drillede og min cyklus denne månede blev på hele 33 dage.

Der skete ingenting, trods sex hver 2. dag i hver cyklus. Jeg forsøgte at ligge tankerne bag mig, og jeg følte virkelig ikke at jeg tænkte særlig meget over det.

1. Februar 2012:

Jeg besluttede mig for at tage en tur til lægen. Jeg fik fortaget en gynækologisk undersøgelse, blev testet for klamydia, fik fortaget et celleskrab og taget blodprøver. Alt var fint! Vi snakkede kort om hvordan det gik og hun synes vi skulle henvises til fertilitetsklinik. YES tænkte jeg, nu sker der da noget.

29. Marts 2012:

Kæresten skulle i dag op på fertilitetsklinikken og aflevere en sædprøve. Det gik hurtigt og nu kunne vi så kun vente på svar deraf. Jeg var positiv indstillet. :)

2. April 2012:

Jeg fik taget nye blodprøver, som skulle sendes op til fertilitetsklinikken i dag. Fik dem taget hos egen læge.

20. April 2012:

I dag gik turen til fertilitetsklinikken til første samtale. Jeg var mega spændt, men også super nervøs. Vi vidste i forvejen at jeg skulle have fortaget en gynækologisk undersøgelse og scannes, og kæresten skulle have taget blodprøver.

De var super søde deroppe. Alle min prøver og undersøgelse så igen fine ud. Kærestens sæd derimod var ikke for god. Det er noget med, at man i en sædprøve skal kunne måle ca. 20 millioner sædceller, men i kærestens prøve kunne de kun måle 5 millioner. Dog lå hans svømmere over gennemsnittet ang. deres hurtigthed
Kæresten skal aflevere en ny sædprøve i Juni månede (Da der åbenbart skal gå 3 mdr. fra den første blev afleveret) og han er nu startet op på zink, folinsyre og D-vitaminer for at se om det kan hjælpe. Nogle prøver retter sig, og andre gør ikke.

18. Juni 2012:

Kæresten har i dag været oppe og aflevere ny sædprøve på fertilitetsklinikken.

4. Juli 2012:

Brevet som vi frygtede kom. :-( Kærestens sædprøve er IKKE blevet bedre :'( Vi skal starte op direkte i reagensglasbehandling (ICSI)